);

TJEKLISTEN til skarpe(re ansøgninger

tjekliste ansøgning nyt job

10 gode råd: TJEKLISTEN til skarpe(re) ansøgninger

Du skal søge et nyt job. Enten fordi du har mistet dit tidligere job eller fordi du (endelig) har fundet dit drømmejob. Og nu har du skrevet dit 1., 2., 3. eller 10. udkast, men er meget i tvivl om det er godt (nok)? Her er en tjekliste med 10 gode råd – eller ting, du bør overveje, når du skal lave din næste (motiverede) ansøgning. Så du undgår at lave de mest fatale fejl – og er skridtet videre mod dit næste (drømme-)job.

1. Kender du din modtager?

Din kommunikation bør altid tage udgangspunkt i din modtager (virksomheden). Så har du lavet din research på virksomheden?

Et nemt sted at starte er fx virksomhedens hjemmeside og sociale medier. Hvordan kommunikerer virksomheden her: taler de direkte ’du’ og uformelt (med humor, et ’glimt’ i øjet) eller mere formelt (’De’ holder takt og tone og ’rettidig omhu’).

Ellers spørg nogen du måske kender i virksomheden – eller har arbejdet i virksomheden.

2. Har du fundet din vinkel?

Har du de vigtigste pointer med og ved du, hvordan du ønsker at sælge dig selv og din motivation? Hvordan får du din interesse til at skinne igennem: Er du motiveret af opgaverne, branchen, samarbejdsflader, virksomheden eller andet. Vælg din vinkel (eller flere). Det er den røde tråd i din ansøgning. Og uden den røde tråd bliver ansøgningen for ukonkret (og svag).

3. Fanger du din modtager fra start?

Overskrift og indledning er noget af det vigtigste i ansøgningen (ja, tekster generelt). For din modtager bruger kun FÅ sekunder på at skimme din tekst og vurdere, om det (du) er værd at bruge mere tid på. Så vis din motivation og få præsenteret dig selv som den bedste m/k til jobbet.

4. Har du mange bolde i luften og er pro-aktiv?

Har du for mange fyldord (unødvendige) og bruger flossede floskler/klichéer, så fjern dem. Hold det skarpt og præcist og fokuser på det vigtigste. Hvis du skal bruge ’buzzwords’, så giv eksempler på, hvordan du er pro-aktiv og visionær. Show – don’t tell.

5. Har du (be-) vist dit værd – tal eller eksempler?

Det er svært for en modtager at forstå dine (fremhævede) kvaliteter og kompetencer uden eksempler. Så giv konkrete eksempler – fortæl evt. historien eller eksemplet, hvor du har vist resultater (og gør det kort). Og kan du ikke sætte konkrete tal på, som fx 30% fremgang i salg på det hollandske marked for hundefoder, så brug et citat fra en glad kunde eller samarbejdspartner.

6. Har du gjort det (for) kort?

Hvis du stiller information op i punkter, så er det for at spare plads og komprimere indholdet. Og det kan være en god idé i nogle tilfælde (og meget kort i starten af en ansøgning). Men punktopstilling fjerner fokus fra resten af din ansøgning og du risikerer at kede din læser.

Og det er jo ikke det, du vil opnå, vel?

Vælg hellere 2-3 punkter, som du uddyber – og udover det, modtageren kan læse på dit CV.

7. Har du fortalt det vigtigste om dig selv?

Din modtager er på helt bar bund og ved ingenting om dig – hverken hvem du er som fagperson eller medarbejder. Du synes måske ikke selv det er relevant – for du kender dig selv. Men forsøg at få det vigtigste med om dig, så det giver et godt billede af, hvem du er. Og lad din personlighed skinne igennem.

8. Er du konkret?

Hvordan kan du bidrage og understøtte din kommende arbejdsgiver i forhold virksomheden og hvordan passer dine kompetencer ind? Hvis du beskriver dine kompetencer for abstrakt (eller akademisk), så er det svært for virksomheden at omsætte til værdi for dem, dvs. de skal helst opleve dig som en gevinst – ikke en ekstra omkostning.

Gør det nemt for din kommende arbejdsgiver at forstille sig dig i virksomheden.

9. Vækker du nysgerrighed til mere?

En motiveret ansøgning skal gøre din modtager nysgerrig på dig og dine kompetencer og lægge op til, at du (selvfølgelig) skal inviteres til samtale. Så hvordan kan du afslutte din ansøgning – og give lyst til at høre mere om dig?

Giv konkrete forslag eller initiativer, som du kan uddybe over en kop kaffe

10. Har du lånt andres øjne?

Lige meget hvor meget du selv kigger din tekst igennem, så vil der være ting, du overser: information du ikke får med eller sprogfejl, som er svære at identificere. Få så meget sparring du kan – fra en ven, kollega eller din nabo.

Hvordan virker ansøgningen på andre?

Ret – ret – ret. Og ret.

Knæk og bræk og krydsede fingre.

Kan du bruge flere skrivetips? Tilmeld dig mit nyhedsbrev (ingen spam – og du kan altid afmelde dig).