);

Sådan undgår du at dræbe dit sprog – og kede din læser ihjel (del 1)

Sådan undgår du at dræbe dit sprog – og kede din læser ihjel (del 1)

Læsetid: 4 minutter

Hvornår er dit sprog aktivt – eller passivt? Hvad er fordelene ved et aktivt sprog? Og hvordan gør du dit sprog levende (eller bare mindre dødt)? I denne artikel får du tips og tricks til at skrive et aktivt sprog (- uden du behøver at være ’grammatik-ekspert’).

“Jeg har ikke læst din mail til ende. For den var simpelthen så kedelig og jeg forstod ikke en dyt (selvom jeg ellers er rimelig velbegavet).”

Tænk hvis din chef, kollega, bankrådgiver eller kunde skrev sådan en besked tilbage til dig.

Av – den sved. Eller?

Vil du være sikker på, at dine tekster bliver læst – og forstået – af din modtager (din chef, din kollega, din bankrådgiver, din kunde)? Og at din tekst udløser en (ønsket) handling?

Skriv i et klart og levende sprog, som er nemt at forstå.

Så kort kan det siges.

Når du har læst denne artikel (og den næste) ved du:

  • Hvad forskellen er på aktive og passive verber og ’super-passiver’
  • Hvorfor aktive verber virker godt når du vil engagere og motivere mennesker med dine ord.
  • Hvordan du skaber et dynamisk sprog (gør det mere levende end dødt)

Har du kaffe/vand i koppen, sat vil ikke forstyrres-skilt på døren? Er du fokuseret? Så læs videre, alt bliver godt. Til sidst.

power concentration GIF


Hvornår skal du bruge aktivt eller passivt sprog?

Med et aktivt sprog (aktive udsagnsord) skaber du handling.

Bruger du passivt sprog, kan du skabe den forkerte handling eller vildledning…

Det vender vi tilbage til.

Først skal vi kigge på det grundlæggende (og lidt kedelige).

Lidt om ordklasser

Vi skal koncentrere os om to ordklasser i dansk grammatik:

  • Verber
  • Substantiver

Og kan du ikke liiige huske, hvad det er?

Forestil dig 25 små søde elever sidde i en 1. klasse skråle for fuld hals:

”Alle ting på denne jord, kalder vi for navneord”

”Alt vi gør på denne jord, kalder vi for udsagnsord”

For god ordens skylder kalder vi navneord for substantiver og udsagnsord for verber.

  1. Verber – de viser handling (cykle, løbe, spise, feje) og er de ord, du kan sætte ’at eller jeg’ foran.
  2. Substantiver – det er ting, vi gør noget med (levende væsener, ting og begreber) – du kan sætte ’en’ eller ’et’ foran.

Gør vi ikke noget med ting, bliver de der. Og så er de passive (kedelige).

Hvad er fordelen ved at skrive aktive sætninger (med aktive verber)?

Når du skriver i et aktivt sprog (bruger aktive verber) gør det teksten lettere at forstå for din læser. Den aktive form gør verbernes bevægelse tydeligere for læseren.

Aktiv- og passivformen ligger i sætningens udsagnsled og grundled.

(Det, vi også finder, når vi skal sætte kryds og bolle i *gab* sætningsanalyser.)

  • I aktiv-formen er det grundleddet, der udfører handlingen, mens udsagnsleddet bestemmer, hvilken type af handling, det drejer sig om
  • I passiv-formen er grundleddet genstand for handlingen, dvs. handlingen ‘gør noget’ ved grundleddet. Udsagnsleddet bestemmer igen, hvilken handling, der udføres

Hvornår er en sætning ’aktiv’?

En sætning er aktiv når den fortæller hvem (eller hvad) der gør noget. Fx:

  1. Manden løfter / løftede bilen
  2. Hunden spiser /spiste pølsen
  3. Kokken taber / tabte gryden
  4. Direktøren fyrer /fyrede medarbejderen


Disse sætninger er aktive fordi vi får at vide hvem der gør noget – i dette tilfælde manden, hunden, kokken og direktøren. Verberne er aktive – de udtrykker en handling.

Speeding Get Away GIF by Zella Day

Hvornår er en sætning ’passiv’?

En sætning er passiv når den fortæller hvad der sker, og hvem (eller hvad) det sker for. Derimod fortæller sætningen ikke altid hvem der gør det. Fx:

Bilen bliver / blev løftet

Samtidig bliver verbet dannet på en særlig måde ved hjælp af hjælpeverbet ’bliver’.

I den passive sætning er manden (subjekt) fra den aktive sætning (nr 1) ikke så vigtig eller interessant, og mange gange udelader vi subjekt.

Hvis vi tager det med, hedder leddet agens:

Bilen bliver løftet af manden

Spørg: hvem bliver bilen løftet af?

To passiver i dansk

På dansk har vi to måder at danne en passiv sætning.

  • Med ’at blive’ (fx Pølsen bliver spist)
  • Med den såkaldte”s-passiv” (fx Agurken tabes)
cucumber mic drop GIF by Awkwafina


Skal du så aldrig bruge passive verber?

Bruge af passive verber kan være det helt rigtige valg.

Fx når det er ligegyldigt hvem, der har gjort hvad.

Det kan være i opskrifter (dejen æltes), fra boligsselskabet (tyveri af vasketøj straffes), skilte i skoven (der skydes) etc.

Og der er flere fordele – og ulemper ved det passive sprog.

Læs med i næste artikel (del 2), hvor du også møder Inge og Else.

Kig på din seneste tekst: Hvor mange gange bruger du ’passive verber’ – sætninger hvor du bruger ’er’ eller verber med ’s’?

Billede: Sammy-Williams (Pixabay)

One thought on “Sådan undgår du at dræbe dit sprog – og kede din læser ihjel (del 1)

Comments are closed.